Posted by: Brian Palmund | oktober 1, 2010

Borgerlige stærkt utilfredse med S og SF’s spareplaner

De tre borgerlige partier i Kommunalbestyrelsen har i fællesskab trukket sig ud af forhandlingerne om sparebudgettet for 2011.

”Socialdemokraterne og SF er ved at køre Albertslund ud over skrænten med en lang række uigennemtænkte besparelser. Overforbrug og store lån har i årevis gjort vores kommune til en af landets værst gældsplagede. S og SF’s budgetforslag for næste år er så grelt, at vi ikke kan være med længere,” siger Henrik Soloy, Dansk Folkeparti.

Situationen er så alvorlig, at alle tre borgerlige partier har valgt i samlet flok at trække sig ud af budgetforhandlingerne med borgmesteren.

”Vi går imod borgmesterens besparelser, der rammer børn og ældre, selvom der er masser af muligheder for at tilpasse budgettet uden at det gør ondt på de svageste borgere. Vi ønsker at komme af med gælden og gå i gang med en ansvarlig genopretning af kommunens økonomi. Det har borgmesteren ikke ønsket. Regningen for års kæmpe lån og overforbrug lander i børneværelset og det er dybt uansvarligt,” siger Pia Brandt Halling, Det Konservative Folkeparti.

”Besparelserne vender den tunge ende nedad, så de der har mest behov for samfundets omsorg, rammes hårdest af S og SF’s prioriteringer. Det gælder de mest forsømte børn, som bliver endnu mere udsatte ved dybe indhug de forkerte steder i kommunens budget. Det gælder også for ensomme gamle, hvis kontakt med andre mennesker rundbarberes. Og det gælder ikke mindst de mange dygtige medarbejdere, som S og SF paniksparer væk og fyrer fra de funktioner, der betyder allermest for de svageste borgere,” siger Brian Palmund, Venstre.

De tre borgerlige partier tror, Albertslunds borgere er enige med dem.

”Det kan vi se på de mange reaktioner, der kom på borgmesterens sparekatalog. Indbyggerne har opdaget, at der bruges for mange penge på rådhusets gange i stedet for der, hvor borgerne har brug for dem,” siger Henrik Soloy.

”Vi kan gøre det bedre. Vi kan fx spare 70 millioner kroner årligt, hvis udgifterne til Teknik- og Miljøforvaltningen bringes på niveau med de øvrige hovedstadskommuner. Vi kan spare ved at lukke en tom biograf. Vi kan spare ved ikke at bygge flere springvand og bruge energi på vidtløftige byggeplaner midt i landets værste lavkonjunktur,” siger Brian Palmund.

”Vi kan få balance i økonomien ved at erkende, at vi har færre penge til rådighed og sætte tæring efter næring. Og vi kan rette økonomien op ved samtidig at sikre flere indtægter. Ved at skabe jobs til de alt for mange, der er på offentlig forsørgelse. Ved at tiltrække gode skatteydere, i både erhvervsliv og borgere. Og gennem en stålsat plan, der afvikler den enorme gæld, hvis kæmpestore afdrag er en klods om benet på kommunens fremtid,” siger Pia Brandt Halling.

Pia Brandt Halling, Henrik Soloy og Brian Palmund kan også få øje på gode, borgerlige mærkesager det forhandlingsoplæg, som borgmesteren har præsenteret.

”Men de små borgerlige islæt i borgmesterens budget er i småtingsafdelingen og bidrager i det samlede billede alt for lidt til at genoprette kommunens økonomi. Vi havde helst set en aftale henover midten, men det er tydeligt, at borgmesteren vil lave en økonomisk aftale med SF og den trækker i den gale retning,” er Henrik Soloy, Pia Brandt Halling og Brian Palmund helt enige om.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

Kategorier

%d bloggers like this: